Hans Just Pakhus
Århusgade 88 / opført 1917
I tryg havn
I det ydre føjer Hans Just Pakhus sig respektfuldt til gadebilledet i det Østerbro’ske boligkvarter, der voksede frem, da Frihavnen udvidedes, og København havde vokseværk mod nord.
Den nyklassicistiske facade af rød tegl gemmer dog på en hemmelighed. For i det indre repræsenterer pakhuset de tidligste spæde danske skridt mod industrialismen og funktionalismen med en overvældende og massiv konstruktion af beton støbt på stedet ved hænders kraft. ’Mushroom columns’ spækket med armering som var det et warehouse på den anden side Atlanten, bærer på etagedæk designet til tung last og brandsikkerhed, opført i tiden lige inden industrielt fremstillede byggeelementer holdt deres indtog.