Inspireret af Bauhaus-bevægelsen og den franske kollega Corbusier ønskede den unge Jacobsen sig sunde boliger fyldt med lys, luft og udsigt, køkkener som funktionelle laboratorier, der gav kvinden i huset tid og overskud til andet, og umiddelbar adgang for alle til bekvemmeligheder som badeanstalt, butikker, teater og benzintank. Så kunne livet leves til fulde i alle dets aspekter. En komplet lille by, der siden har været ikonisk rejsemål for internationale rejsende ud i arkitekturen.
Med bevidst forskudte bygningsvolumener giver Bellavista den enkelte frit udsyn fra egen bolig mod Øresunds blå, og mindelser om sommer og sol dukker op året rundt i lysets reflektioner i alt det hvide. Man er her ’konge i eget hus’ og dog samtidig også del af en bevidst formet, rationel og funktionel helhed, der med overlegen formgivning og placering i landskabet ’just so’, har dannet skole for næsten alt dansk etageboligbyggeri, der siden fulgte.